Knogleskørhed – Det mentale aspekt

Det mentale aspekt af knogleskørhed

Knogleskørhed er en diagnose, som de fleste har hørt om, men de færreste er klar over, hvor mange der egentlig rammes af den. Det er en udbredt sygdom, hvor det estimeres til omkring 550.000 danskere med kun omkring 20%, der faktisk er i behandling. Der er altså en stor del af os, som er nødt til at forholde os til den diagnose, omend vi selv er ramte eller pårørende til en, der er -og det kan være svært.

Der er også en mangel på forskning inden for træningsområdet, selvom der er kommet gang i maskineriet inden for de sidste 10-15 år, så er det stadig et problem at finde information om træning og knogleskørhed. Derfor har vi sat os ned med mentaltræneren Henrik Hjarsbæk for at se nærmere på nogle af de problematikker, som vi oftest møder hos vores deltagere, og bedt ham give sit besyv med på disse.

Identitetsskælvende

En af de største udfordringer for Knoglestærks deltagere er selve chokket over diagnosen. Det føles som en helt ny verden, der nu skal tages stilling til og ofte kan de ikke genkende sig selv som sygdomsramte. Det er egentlig en meget normal reaktion, når du skal til at forholde dig til et aspekt, som unægtelig vil påvirke dig. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at det skal begrænse dig.

I sportens verden, hvor jeg laver det meste af mit arbejde, støder jeg ofte på udøvere, hvis identitet er meget koblet til deres sport. Når de så får en skade, der tvinger dem til at sidde ude i længere tid eller måske endda til at stoppe deres karriere, oplever nogle atleter en mental mur, som de ikke kan overkomme.

Fælles for udøvere og personer som rammes og invalideres af lidelser og skader er

A) De bliver handlingslammet og ved ikke, hvordan de lykkes med at være dem

B) Deres skade eller diagnose bliver det altafgørende omdrejningspunkt i deres hverdag og i deres tanker, og det ender med at have en negativ selvforstærkende effekt

C) De oplever at miste deres identitet og forener sig nu med at være en begrænset, og uønsket, udgave af sig selv.

Jeg var selv nødt til at stoppe min karriere som fodboldspiller pga. vedvarende skader. Du får bare et helt andet selvbillede og kan ikke genkende det, du ser i spejlet, og begynder at føle selvmedlidenhed. Men det er en fejl, både i sport, men så sandelig også i det virkelige liv. Her glemmer mine udøvere ofte, at de er meget mere end deres sport, at der er mere til dem end mærkatet ”eliteudøver”. Det samme gælder, hvis vi rammes af knogleskørhed, selvom den måske sætter nogle begrænsninger, som ikke var der før. Vi er stadig os selv, du er stadig en mor, far, søn, datter, ven, kæreste, mand, kone og meget mere, og du er ikke din sygdom.

Det, vi ofte hører og ser i nyhederne af succeshistorier, er jo eksempelvis knogleskørhedsramte personer, som har fundet den rigtige vej til at leve med knogleskørhed, og ikke på bekostning eller begrænset af sygdommen.

Et komplekst og forvirrende system

Mange af Knoglestærks deltagere bliver mødt af mange advarsler, når de går igennem diagnoseprocessen, og får ofte at vide, at de skal passe på, men de fleste skal egentlig bare fortsætte. Men hvordan bryder vi med den tendens?

Når du står i en situation, hvor dit identitetsgrundlag er truet, f.eks. hvis du altid har været meget aktiv og aldrig været fysisk begrænset på dit arbejde eller i dine fritidshobbyer, kan du meget nemt blive overvældet af situationen. Særligt når disse advarsler kommer fra en kilde, som vi er vant til at stole på. Her er det dog vigtigt at være opmærksom på dine grundværdier. Det er de værdier, som identificerer dig som person. Det kunne f.eks. være at være familiemenneske, omsorgsfuld, nærværende, hjælpsom, empatisk, forstående, lyttende, udfordrende, optimistisk og glad. Aspekter, som er principielt bærende for dig og giver dig værdi. Med andre ord fokuser på værdierne, der repræsenterer dig som menneske – det er dem, du skal holde fast i og stadig udleve i din hverdag – uanset hvilke begrænsninger du vil opleve med knogleskørhed.
Hvis jeg må være lidt fræk, så er der jo aldrig et menneske, der aktivt har sagt, at ”jeg vil repræsenteres af min sygdom.” Du kan selvfølgelig føle, at du får tvunget det mærkat ned over hovedet, men du og dine nærmeste ved jo godt selv, hvem du er. Det kan og skal denne sygdom ikke ændre på.

Hvad kan du som knogleskørhedsramt gøre?

Der er nogle, der er meget bevidste omkring, hvem de er som person og hvilken udgave de gerne vil vise andre. Eksempelvis ”Jeg er målrettet, loyal, spændingssøgende og venlig”. Hvis du, som de fleste andre, er lidt i tvivl om, hvem du egentlig er eller hvordan andre rent faktisk ser dig, så anbefaler jeg altid at spørge tre af dine nærmeste: ”Hvordan ser du mig som person?”. Det giver et ude-fra-ind billede som kan understøtte eller tilføre til den forståelse, du har af dig selv i forvejen. Når du har omkring tre eller fire af dine kerneværdier på plads, så handler det for dig om, hvad du konkret kan gøre for at leve op til dem, eksempelvis på daglig basis.

Lad os antage at værdierne er:

  • sund
  • social
  • optimistisk

Til hver eneste af dine værdier finder du én konkret handling, som du kan foretage dig. Her er et par eksempler:

  • Værdien, Sund.
    Hvordan lever jeg op til at være en sund udgave af mig?:
  1. Jeg går minimum 30 minutter om dagen.
  2. Jeg deltager på mindst 1 holdtræning om ugen.
  3. Jeg laver 5 minutters hjemmeøvelser om dagen.
  4. Jeg cykler en tur med min ven/veninde hver uge.
  5. Jeg får min puls højt op ved motion hver anden dag.
  • Værdien Social.

Hvordan lever jeg op til at være social? (det kan både være at forsætte med at være social eller at blive mere social)

  1. Jeg ringer til mindst en pårørende pr. Dag.
  2. Jeg snakker med mine kollegaer, venner, træningskammerater eller andet hver gang jeg er ude.
  3. Jeg arrangerer en mulighed for at folk kan mødes hos mig eller på en cafe en gang hver måned.
  4. Jeg sørger for, hver gang jeg er ude, at spørge mindst en person om, hvordan de trives i livet.
  5. Jeg indsætter mulighed for, at jeg altid kan blive 30 minutter længere efter hver holdtræning.
  • Værdien Optimistisk.

Hvordan kan jeg være en mere optimistisk person?:

  1. Når jeg møder modgang, forsøger jeg at vende modgangen 180 grader ved at se på muligheder i stedet for begrænsninger. Det kan være, at jeg ikke kan hoppe, men så kan jeg noget andet.
  2. Når jeg ser, hører eller mærker personer omkring mig opleve negativitet eller udfordringer, så giver jeg dem et positivt rygklap.
  3. Hver uge gør jeg brug af de fagpersoner og eksperter, jeg kender til, og spørger ind til, om jeg kan gøre noget anderledes.
  4. Jeg ved, det er hårdt og det vil i perioder værre hårdere end andre, men jeg vælger at sige til mig selv hver morgen, at jeg kan. Uanset hvad, så kan og skal jeg i gang i dag.
  5. Når det føles som om, at det er ét skridt frem og to tilbage, så fortsætter jeg med det ene skridt frem, da jeg ved, at de over tid vil være guld værd. Et skridt frem i 10 dage gør en verden til forskel ift. 0 skridt frem i 10 dage.
  6. Jeg smiler hver gang, jeg træder ind i et rum.

Husk på, at hver evigt eneste gang, du formår at lave de handlinger, du sætter dig for, jo større en del af dig vil disse handlinger blive. Vi kan alle sammen tænke over, hvad vi gerne vil og burde gøre, men det er aldrig muligt at tage de konkrete handlinger fra en person, som eksempelvis på ugentlig basis lever op til at være optimistisk, social og sund. De vil nu engang altid være kendt som optimistiske, sociale og sunde.

 

Utydelige symptomer

Det kan også være et problem, at deltagere har svært ved at tage deres medicin, fordi de ikke kan mærke symptomerne, og nogle undlader det endda.

Det lyder til at være den samme effekt som tidligere, dog med modsat resultat. Som jeg sagde før, skal mærkatet ikke ændre ens syn på sig selv, men det er også vigtigt, at du ikke går over i den anden grøft, i benægtelse. Det er en meget kendt mental forsvarsmekanisme at begrave ubehagelig ting, så du ikke er nødsaget til at forholde dig til dem. Problemet er bare, at det, vi forsøger at skubbe ned, altid vil poppe op igen. Særligt når det er noget som knogleskørhed. Vi kan jo ikke løbe fra den. Så det er vigtigt at finde balance og acceptere, at du er ramt af denne sygdom, så du ikke gør det værre. Samtidig skal du huske at fortælle dig selv, at denne diagnose ikke definerer dig som person, men at dine handlinger definerer dig som person.
Det kan være svært, men du skal acceptere, at du vil få nogle negative eller opgivende følelser fra tid til anden – det er ganske naturlig og uundgåeligt. Vi kan ikke kontrollere vores følelser, men vi kan dog styre, hvordan vi handler på dem. Du skal dog ikke overgøre det, så du ender med at dvæle ved de negative følelser. Men anerkend dem, forhold dig til dem, og fokuser så på det der giver mening for dig som person.

Du kan læse mere om Henriks arbejde og dykke i en lang række emner på www.HHmentality.com.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *