Knogleskørhed og medicin

Knogleskørhed og medicin (Knogleskørhed – hvad nu? Del 4/5)

Hvad gør medicin, og kan jeg undvære den?

Selvom vi i Knoglestærk går ind for træning, så er vi på ingen måde imod medicin. Medicin har en god og påvist effekt på knoglernes styrke. Vi anbefaler derfor aldrig at erstatte medicin med træning. I vores verden går medicin og træning hånd i hånd.

Den medicin som bruges i dag, virker ved at rette op på knoglebalancen. Knoglebalancen siger noget om knoglernes sundhed. Er knoglebalancen positiv, så stiger knoglemassen og knoglerne bliver stærkere og stærkere. Det ser vi særligt i teenageårene. Er knoglebalancen negativ, så mindskes knoglemassen og knoglerne bliver svagere og svagere. Dette ses særligt hos kvinder i og efter overgangsalderen.

Fra vi bliver født til vi er ca. 30 år gamle, har vi en positiv knoglebalance. Herefter er knoglebalancen en smule negativ eller 0. Hos den gennemsnitlige dansker har vi fra 30 år og opefter en let negativ knoglebalance. Det er helt normalt. Hvis man på grund af sygdom, gener, livsstil eller overgangsalder har en lav knoglemasse og en negativ knoglebalance, så er nødvendig at rette op på knoglebalancen med medicin. Nogle former for medicin stabiliserer knoglebalancen, mens andre former gør knoglebalancen positiv. Målet med medicinen er først og fremmest at bremse et yderligere fald i knoglemasse, og hvis nødvendigt at øge knoglemassen igen.

Træningen kan for nogen have samme effekt som medicinen. Nogle knogleskørhedspatienter har faktisk formået at træne sig ud af knogleskørhed. Udfordringen ved træning er dog, at vi kan være sikre på at det virker. Det er nemlig individuelt hvordan knoglerne reagerer på træning, og kroppen skal være i fysisk form til at kunne lave den rigtige træning før der kan opnås en effekt. Det er derfor medicinen er så vigtigt.

Det medicinen ikke kan, er at styrke musklerne og forbedre balancen. Hvis vi vil forebygge brud bedst muligt, så er det altså nødvendigt både at træne og tage medicin.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *