fbpx

Forskning

Træning som forebyggelse og som ”behandling” af knogleskørhed er forholdsvis nyt. Der er meget få træningstilbud, både til dem som vil forebygge og til dem som har diagnosen. Det skyldes bl.a. at forskningen på området er relativ ny. Det er først i løbet af de seneste 20 år at der er kommet gang i træningsstudier som undersøger knoglernes adaptationer til træning. På denne side giver vi et indblik i forskningen på området. Forskningen vi præsenterer her, er det vi til daglig tager udgangspunkt i. Vi har opsummeret forskningsartiklerne, og denne side skal derfor ses som en introduktion til forskningen i træning af knogler.

Træningsstudier med osteoporosepatienter, har i mange år haft en meget forsigtig og skånsom tilgang til træning, af frygt for brud hos forsøgsdeltagerne. Det er ikke muligt at lave en objektiv måling af knoglernes absolutte styrke, og det har derfor været sikrest at lave træning med så minimal belastning som muligt.

Det er netop manglen på den objektive måling af knoglens styrke som gør knogleskørhed til en særlig sygdom, forstået på den måde, at vi ikke ved hvor meget belastning en knogle med osteoporose kan holde til. Vi ved altså ikke hvornår belastningen bliver for meget. Samtidig ved vi, at knoglerne reagerer bedst på store belastninger, dvs. at de kan bygge sig stærke hvis de belastes nok. Netop derfor er det en udfordring at lave et træningsstudie, hvor man undersøger virkningen af den ”bedste” træning på personer med knogleskørhed. For er det etisk forsvarligt at udsætte forsøgsdeltagere for træning, som måske er for meget for deres knogler? Det er i hvert fald ikke lige til, og udfordringen har sat sit præg på forskningen. Mange studier bliver lavet på mænd og kvinder uden osteoporose samt dyr, netop for at sikre sig mod det førnævnte scenarie. Heldigvis ved vi også, at knoglerne reagerer nogenlunde ens før og efter diagnosen osteoporose. Det giver derfor god mening at lave forskning på personer uden osteoporose, og på den måde få en forståelse af hvordan knoglerne generelt reagerer på træning. I løbet af de seneste par år er forskningsgrupper begyndt at lave hård styrketræning med osteoporoseramte, med meget interessante resultater.

Hvorfor træning?

Målet med træning i forbindelse med osteoporose, er at mindske risikoen for brud. I sig selv har osteoporose ingen medfølgende gener, men et sammenfald i ryggen eller et hoftebrud kan have alvorlige konsekvenser. I sidste ende er målet med træning derfor at undgå sammenfald/brud.

Studie 1

En forskergruppe har forsøgt at kortlægge prædiktorerne for knoglebrud i den ældre befolkning. Forskning fandt sted i Australien og 1789 mænd og kvinder indgik i projektet. Resultaterne fastslog, at tre parametre var prædiktorer for brud i den undersøgte befolkningsgruppe. Se prædiktorene i figuren længere ned.

Det vil sige, personer med lav BMD, lav muskelstyrke og nedsat balanceevne havde den største risiko for brud. Forskningsprojektet viser at flere parametre har betydning i forebyggelsen af brud. At takle alle tre parametre må derfor anses for at være den bedste vej til forebyggelse af brud. Det er dog ikke alle i befolkningen som vil være i stand til at lave den træning, der skal til for at forbedre alle tre parametre. Særligt forbedring af BMD i hoften sætter nogle krav til den enkeltes fysiske formåen. I næste afsnit vil vi derfor se nærmere på en træningsform der hovedsageligt takler de to øvrige parametre, balance og muskelstyrke.

(Forskningsartikel: Nguyen et al. 1993)

Figur

Prædiktorer for knoglebrud

Studie 2

Forskningen i knogleskørhed og træning kan opdeles i tre. 1) Studier med personer uden knogleskørhed. 2) Studier med personer der har knogleskørhed, men uden brud. 3) Studier med personer der knogleskørhed og brud (sammenfald).

Det er lavet meget få træningsstudier med gruppe 3. Osteoporosepatienter med sammenfald er meget forskellige. Nogle har store smerter, andre ingen smerter. Nogle stærkt nedsat bevægelighed i ryggen mens andre fortsat kan bevæge sig frit. Gruppen er altså uhomogen hvilket gør det svært at lave et ensrettet træningsregime for gruppen. Det har sat sit præg kvaliteten for forskningen, hvilket tydeligt fremstår i konklusionen på et review af træningsstudier på osteoporosepatienter med sammenfald:

Due to the lack of high-quality, consistent research on the effects of exercise for persons with vertebral fractures, no definitive conclusions can be drawn from this systematic review. However, we have identified modest short-term benefits in strength and balance, with no increase in painfollowing exercise protocols.

(Forskningsartikel: Dusdal et al. 2011)

Faldforebyggende træning

Faldforebyggende træning kan kort beskrives som en blanding af styrketræning og balancetræning. Målet er at mindske risikoen for fald, heraf navnet. Et hold forskere har lavet en metaanalyse af 17 forskellige forskningsstudier om faldforebyggende træning. Målet med metaanalysen var at se nærmere på hvilke former for fald der kan undgås ved at lave faldforebyggende træning. Analysen viste sig at give nogle ret interessante resultater. Under teksten kan du se den procentvise reduktion af tre typer af fald.

Ud fra metaanalysen tyder det altså på, at faldforebyggende træning kan reducere antallet af fald og særligt antallet af fald med brud til følge. Forskergruppen konkluderede, at kombinationen af balance- og styrketræning resulterede i en bedre kropsbevidsthed hos forsøgsdeltagerne, som gjorde dem i stand til at falde mere optimalt. Derfor er faldforebyggende træning et godt redskab til forebyggelse af brud, for de borgere der ikke har den fysiske formåen til at lave træning der styrker knoglerne.

(Forskningsartikel: El-Khoury et al. 2013)

Figur

Reduktion af faldtyper

Styrketræning

Styrketræning dækker en bred vifte af træningsformer, der alle har fokus på at øge udøverens fysiske styrke. Vi vil i dette afsnit definere styrketræning som høj-intens træning af store muskelgrupper ved en belastning på mellem 6 og 12RM. RM står for Repetion Max. 1RM er den belastning hvorved øvelsen kan udføre maksimalt 1 gang. 6RM er den belastning hvorved du kan udføre en øvelse maksimalt 6 gange i træk.

Der er efterhånden lavet en del træningsstudier, der omhandler styrketræningens gavnlige effekt på knoglerne.

Studie 1

Det første studie vi vil se nærmere på, er fra 2005.

42 postmenopausale kvinder blev inddelt i to grupper. Begge grupper skulle træne 4 gange om ugen i 12 måneder.

  • 2 træninger med vægtløftning ved 70-90% af 1RM
  • 1 træning med fokus på balance og koordinering
  • 1 træning hjemme

Forskellen på de to grupper var hastigheden hvorved øvelserne i vægtløftstræningen blev udført. Den ene gruppe (ST) skulle lave den koncentriske del af øvelserne i et roligt tempo, og den anden gruppe (PT) skulle lave den koncentriske det så hurtigt som overhoved muligt.

Studiets forfattere konkluderer, at træning hvor øvelserne udføres hurtigt og eksplosivt har en større effekt på knoglerne end styrketræning i et roligt tempo. Det er tydeligt idet der efter 12 måneders træning er signifikant forskel på BMD i de to grupper. Se tabel nedenfor.

(Forskningsartikel: Stengel et al. 2005)

Tabel 1

Eksplosiv styrketræning vs standard styrketræning

Studie 2

Det næste studie vi vil se nærmere på, er fra 2018

86 postmenopausale kvinder deltog i studiet og gennemsnitsalderen var 65 år. 43,6% af kvinderne var klassificeret som havende osteoporose. Kvinderne blev inddelt i to grupper, kontrol og HiRIT (Højintens progressiv styrketræning og stødtræning). Der var 43 kvinder i hver gruppe.

Kontrolgruppens træning:

  • 8 måneders træning
  • 2 gange hjemmetræning om ugen
  • 30 min. pr. træning
  • Træning med lav intensitet (60% af 1RM), fokus på balance og mobilitet

HiRIT-gruppens træning:

  • 8 månederes træning
  • 2 gange om ugen, superviseret
  • 30 min. pr. træning
  • Dødløft, overhead pres og backsquat ved 80% – 85% af 1RM, 5 set af 5 gentagelser
  • Hop med hårde landinger

Forsøgsdeltagerne fik målt BMD i lænd og hofte samt maksimal isometrisk styrke for knæstrækkere og rygekstensorer. I tabellen nedenfor kan du se resultaterne for de to grupper.

(Forskningsartikel: Beck et al. 2018)

Tabel 2

Styrketræning for osteoporoseramte

Stødtræning

Stødtræning er en træningsform hvor der arbejdes med reaktionskræfter fra underlaget. Overordnet set tilpasser knogler sig til den belastning de bliver udsat for. Det betyder at knoglerne vil bygge sig stærkere hvis belastningen er stor nok over en længere periode. Reaktionskræfter fra underlaget opstår ved gang, løb hop og hink.

Studie 1

Vi ligger ud med at se nærmere på et studie fra 2013 som undersøgte mænd.

35 mænd med en gennemsnitsalder på 70 år deltog i studiet. Mændene var deres egen kontrolgruppe idet de kun skulle lave stødtræning for det ene ben. Mændene fik tilfældigt tildelt et træningsben og et kontrolben. Med træningsbenet skulle de lave følgende træning:

  • 12 måneders træning
  • 7 sessioner om ugen
  • 50 multidirektionelle hink pr. session

Selve hinkene tog 4-5 minutter, hvilket betød at der var en gennemsnitlig træningsgennemførelse på 90,5%.

I diagrammet nedenfor ses resultaterne af de 12 måneders træning

(Forskningsartikel: Allison et al. 2013)

Diagram 2

Ændringer i BMD efter 12 måneders træning

Studie 2

Det næste studie er fra 2010 og er lavet med premenopause kvinder.

Studiet undersøgte betydning af antallet af stødtræninger om ugen, for BMD i hoften. Studiet forløb over 6 måneder. Kvinderne blev inddelt i 4 grupper.

  • Kontrolgruppe – Ingen træning (19 kvinder)
  • Træningsgruppe A – 2 træninger om ugen (16 kvinder)
  • Træningsgruppe B – 4 træninger om ugen (13 kvinder)
  • Træningsgruppe C – 7 træninger om ugen (16 kvinder)

Alle træningsgrupperne lavede samme træning. 50 multidirektionelle hink pr. træning (samme træning som i studiet med mænd).

I diagrammet nedenfor ses resultaterne af studiet

(Forskningsartikel: Bailey et al. 2010)

Diagram 2

Ændringer i BMD efter 6 måneders træning

Studie 3

Det sidste studie vi vil fremhæve, er en metanalyse fra 2017. Forfatterne bag metaanalysten har samlet den nuværende forskning indenfor træning af knogler for at kunne drage konklusioner på de forskellige træningstyper.

Gang bliver ofte fremhævet som en god træningsform for personer med knogleskørhed, og det er derfor interessant at se nærmere på hvad den egentlige effekt er. Ud fra teorien om knoglernes adaptationer til træning, så er gang for de fleste mennesker af relativ lav belastning af knoglerne, idet mange mennesker i forvejen går til dagligt. Det er derfor kun for personer der normalvis ikke går til dagligt, der teoretisk kan få en effekt af gang.

I metaanalysen konkluderer forfatterne på to typer af gang. Normal gang, og højintens gang (højt tempo og kupperet terræn). Deres konklusion er følgende

  • Normal gang: Ingen effekt på knoglerne
  • Højintens gang: Vedligeholdende effekt på knoglerne i hoften i den ældre målgruppe.

Gang er altså en god måde at træne knogle på, men det skal foregå i højt tempo og i kuperet terræn

(Forskningsartikel: McMillan et al. 2017)