fbpx

Forskning i osteoporose og træning

– det er ikke lige til

Knogleskørhed er en særlig sygdom, forstået på den måde, at vi ikke ved hvor meget belastning en knogle med osteoporose kan holde til. Vi ved altså ikke hvornår belastningen bliver for meget. Samtidig ved vi, at knoglerne reagerer bedst på store belastninger, dvs. at de kan bygge sig stærke hvis de belastes nok. Netop derfor er det en udfordring at lave et træningsstudie, hvor man undersøger virkningen af den ”bedste” træning på personer med knogleskørhed. For er det etisk forsvarligt at udsætte forsøgsdeltagere for træning som måske er for meget for deres knogler? Det er i hvert fald ikke lige til, og udfordringen har sat sit præg på forskningen. Mange studier bliver lavet på personer uden osteoporose, netop for at sikre sig mod det førnævnte scenarie. Heldigvis ved vi også, at knoglerne reagerer nogenlunde ens før og efter diagnosen osteoporose. Det giver derfor god mening at lave forskning på personer uden osteoporose, og på den måde få en forståelse af hvordan knoglerne generelt reagerer på træning.

  • Lav BMD

    – i hoften

  • Lav muskelstyrke

    – i knæstrækkerne

  • Nedsat balanceevne

    – på ujævnt underlag

 Stødtræning, styrketræning og faldforebyggende træning

– Hvad er bedst?

Målet, når det handler om træning, er at mindske risikoen for brud. I sig selv har osteoporose ingen medfølgende gener, men et sammenfald i ryggen eller et hoftebrud kan have alvorlige konsekvenser. I sidste ende er det endegyldige mål at undgå sammenfald/brud.

En forskergruppe har forsøgt at kortlægge prædiktorerne for knoglebrud i den ældre befolkning. Forskning fandt sted i Australien og 1789 personer indgik i projektet, både mænd og kvinder. Resultaterne fastslog, at følgende mål var prædiktorer for brud i den undersøgte befolkningsgruppe:

Det vil sige, personer med lav BMD, lav muskelstyrke og nedsat balanceevne havde en forøget risiko for brud. Forskningsprojektet indikerer, at flere parametre har betydning i forebyggelsen af brud. At takle alle tre parametre må derfor anses for at være den bedste vej til forebyggelse af brud. Det er dog ikke alle i befolkningen som vil være i stand til at lave den træning, der skal til for at forbedre alle tre parametre. Særligt forbedring af BMD i hofter sætter nogle krav til den enkeltes fysiske formåen. I næste fane vil derfor e nærmere på en træningsform der hovedsageligt takler de to øvrige parametre, muskelstyrke og balance. (Forskningsartikel: Nguyen et al. 1993)

Faldforebyggende træning

Faldforebyggende træning kan kort beskrives som en blanding af styrketræning og balancetræning. Målet er at mindske risikoen for fald, heraf navnet. Et hold forskere at lavet en metaanalyse af 17 forskellige forskningsstudier med faldforebyggende træning. Målet med metaanalysen var at se nærmere på hvilke former for fald der kan undgås ved at lave faldforebyggende træning. Analysen viste sig at give nogle ret interessante resultater. Til højre kan du se den procentvise reduktion af tre typer af fald

Ud fra metaanalysen tyder det altså på, at faldforebyggende træning kan reducere antallet af fald og særligt antallet af fald med brud til følge. Forskergruppen konkluderede, at kombinationen af balance- og styrketræning resulterede i en bedre kropsbevidsthed hos forsøgsdeltagerne, som gjorde dem i stand til at falde mere optimalt. Derfor er faldforebyggende træning et godt redskab til forebyggelse af brud, for de borgere der er svagest, og ikke har den fysiske formåen til at lave træning der styrker knoglerne.

  • 37 %

    – Alle fald

  • 45 %

    Alvorlige fald (skadestue)

  • 61 %

    – Fald med brud

Ændringer i BMD efter 12 måneders træning
L1-14Hofte (total)
PT+0,7%
Ingen signifikant ændring i BMD
0,0%
Ingen signifikant ændring i BMD
ST-0,9%
Ingen signifikant ændring i BMD
-1,2%
Signifikant fald i BMD
ST vs PTSignifikant forskel på BMD mellem de to grupperSignifikant forskel på BMD mellem de to grupper

Styrketræning

Styrketræning dækker en bred vifte af træningsformer, der alle har fokus på at øge udøverens fysiske styrke. Vi vil i dette afsnit definere styrketræning som høj-intens træning af store muskelgrupper ved en belastning på mellem 6 og 12RM. RM står for Repetion Max. 1RM er den belastning hvorved kan udføre en øvelse maksimalt 1 gang. 6RM er den belastning hvorved du kan udføre en øvelse maksimalt 6 gange i træk.

Der er efterhånden lavet en del træningsstudier, der omhandler styrketræningens gavnlige effekt på knoglerne.

Det første studie vi vil se nærmere på, er fra 2005.

42 postmenopausale kvinder blev inddelt i to grupper. Begge grupper skulle træne 4 gange om ugen i 12 måneder.
– 2 træninger med vægtløftning ved 70-90% af 1RM
– 1 træning med fokus på balance og koordinering
– 1 træning

Forskellen på de to grupper var hastigheden hvorved øvelserne i vægtløftstræningen blev udført. Den ene gruppe (ST) skulle lave den koncentriske det af øvelserne i et roligt tempo, og hvor den anden gruppe (PT) skulle lave den koncentriske det så hurtigt som overhoved muligt.

Studiets forfattere konkluderer, at træning hvor øvelserne udføres hurtigt og eksplosivt har en større effekt på knoglerne end styrketræning i et roligt tempo. Det er tydeligt idet der efter 12 måneders træning er signifikant forskel på BMD i de to grupper.

—mere tekst på vej—